Mikropolitik

Mikropolitik handler om statens indgreb i markedet for at korrigere markedssvigt og opnå samfundsmæssig effektivitet og velfærd. Dette kapitel udforsker forskellige former for markedssvigt og de politiske værktøjer, der kan anvendes til at håndtere dem.

I dette kapitel ser vi på:

• Hvornår "den usynlige hånd" svigter.
• X-ineffektivitet.
• Eksterne virkninger (positiv og negativ).
• Coase-teoremet.
• Kollektive goder.
• Virkning af stykafgifter, maksimalpriser og minimalpriser.
• Hovedlinjer i EU's og Danmarks landbrugs- og klimapolitik.
• Finansielle markeder: Risiko, Usikkerhed, Afkast og Efficiens.
• Boligmarkedet i Danmark og offentlig regulering heraf.

Adam Smiths koncept om den "usynlige hånd" foreslår, at frie markeder, drevet af individuel egeninteresse, kan føre til en optimal allokering af ressourcer til gavn for hele samfundet. Men i virkeligheden er der situationer, hvor den usynlige hånd svigter, og markedet ikke formår at allokere ressourcer effektivt. Disse situationer kaldes markedssvigt.

De primære årsager til markedssvigt inkluderer:

• Monopoler og oligopoler: Ufuldkommen konkurrence fører til højere priser og lavere mængder end det samfundsmæssigt optimale.
• Eksterne virkninger: Når produktion eller forbrug påvirker tredjeparter, der ikke er direkte involveret i transaktionen (f.eks. forurening).
• Kollektive goder: Goder der er ikke-rivaliserende og ikke-ekskluderende, hvilket gør det svært for private markeder at levere dem effektivt (f.eks. nationalt forsvar).
• Asymmetrisk information: Når den ene part i en transaktion har mere eller bedre information end den anden (f.eks. brugtbilsmarkedet).

Når markedssvigt opstår, kan statslige indgreb være nødvendige for at korrigere ineffektiviteten og forbedre samfundets velfærd.

X-ineffektivitet opstår, når en virksomhed ikke producerer så effektivt som muligt givet sine ressourcer og teknologi. Dette er typisk forbundet med manglende konkurrence, hvor virksomheder ikke har et tilstrækkeligt incitament til at minimere omkostningerne.

Årsager til X-ineffektivitet:

• Manglende konkurrencepres: I monopoler eller stramme oligopoler kan virksomheder blive selvtilfredse.
• Dårlig ledelse: Utilstrækkelig motivation eller evne hos ledelsen til at optimere driften.
• Bureaukrati og langsomme processer: Store organisationer kan udvikle ineffektive interne strukturer.
• Mangel på innovation: Uden konkurrence er der mindre pres for at finde nye og bedre måder at producere på.

X-ineffektivitet resulterer i højere gennemsnitlige omkostninger for virksomheden, end hvad der ville være muligt under fuld effektivitet. Dette fører til højere priser og lavere produktion for forbrugerne.

Eksempler på X-ineffektivitet i virkelige virksomheder:

Figur 7.1: X-ineffektivitet. Figuren illustrerer, hvordan X-ineffektivitet øger en virksomheds omkostninger GROMK hvilket resulterer i lavere afsætning til en højere pris. Profitten mindskes fra det effektive grå areal til det ineffektive lilla areal.

Eksterne virkninger (eksternaliteter) er omkostninger eller fordele, der pålægges en tredjepart, som ikke er direkte involveret i produktionen eller forbruget af et gode. De kan være positive eller negative.

Positive eksterne virkninger (fordele for tredjepart):

• Definition: En aktivitet skaber en fordel for en tredjepart uden betaling.
• Eksempler: Vaccinationer (reducerer smitte for alle), forskning og udvikling (skaber viden der spredes), vedligeholdelse af haver (skaber smukke omgivelser).
• Markedssvigt: Underproduktion af goder med positive eksterne virkninger, da de sociale fordele ikke internaliseres.

Eksempler på positive eksterne virkninger:

Eksempler på positive eksterne virkninger ved luft til luft varmepumper:

Varmepumper er en energieffektiv og grøn teknologi, der kan reducere energiforbruget og CO2-udledningen. Derfor er der positive eksterne virkninger for samfundet ved at sælge varmepumper. Typisk regner finansministeriet på de positive eksternaliteter ved at sælge varmepumper, dette udmønter sig i puljer, som kan søges enten direkte af private gennem varmepumpe virksomheder.
I eksemplet herunder er betales tilskuddet direkte til forhandlerne ved salget.

Figur 7.2: Der er positive eksternaliteter for samfundet ved luft til luft varmepumper, derfor giver staten i figuren herover et tilskud i form af en rabat der administreres af producenterne. Kunderne får 2.000 kr. rabat pr. varmepumpe gennem producenterne. U (rød linje) er det oprindelige udbud uden tilskud fra staten, U SAMF. (blå linje) er udbud med tilskud til producenterne, for at sikre en øget afsætning her medfører tilskuddet at der sælges 2.000 stk. flere varmepumper. Statens tilskud i dette eksempel bliver 12.000 stk. * 3.000 kr. = 3.600.000 kr. dvs. 3,6 mio. kr. Dette er markekeret med en grå baggrund i figuren.
Finansministeriet har her beregnet at de positive eksterne virkninger for samfundet er 3.600.000 kr. pr. år. for de yderligere 2.000 stk. varmepumper der sælges ekstra pga. tilskuddet.

Negative eksterne virkninger (omkostninger for tredjepart):

• Definition: En aktivitet påfører en tredjepart en omkostning uden kompensation.
• Eksempler: Forurening fra en fabrik, støj fra en lufthavn, rygning i offentlighed.
• Markedssvigt: Overproduktion af goder med negative eksterne virkninger, da de sociale omkostninger ikke internaliseres.

Eksempler på negative eksterne virkninger:

Eksempel på negative eksterne virkninger:

Cigaretter er et eksempel på et gode, der skaber negative eksterne virkninger, da passiv rygning skader tredjeparter, og de sundhedsmæssige omkostninger belaster samfundet. For at begrænse forbruget af cigaretter, pålægger staten afgifter på cigaretter. I figuren herunder ser vi, at markedsprisen for cigaretter uden indgreb er 40 kr. med en afsætning på 160.000 pakker. Efter statens afgift på cigaretter stiger prisen til 80 kr., og afsætningen falder til 120.000 pakker. Den grå boks viser statens afgiftindtægter, som i dette eksempel er 120.000 pakker * (50+20)/2 kr. = 4.200.000 kr. disse indtægter kan bruges til at dække de sundhedsmæssige omkostninger ved rygning.
I eksemplet herunder er der ikke en fast stykafgift, afgiften stiger med afsætningen, hvilket ses af hældningen på den blå kurve er stejlere end for den røde kurve.

Figur 7.3: Negativ ekstern virkning. Figuren viser effekten af en negativ ekstern virkning, som forurening. Den røde kurve (U) repræsenterer udbudskurven uden afgift. Den blå kurve (U SAMF.) er udbudskurven med afgift, som inkluderer både de private omkostninger og de eksterne omkostninger for samfundet. E (grøn kurve) er efterspørgselskurven. Uden indgreb produceres der for meget (160.000 pk.) til en for lav pris (40 kr.). Efter statens afgift på cigaretter stiger prisen til 80 kr., og afsætningen falder til 120.000 pakker. Det grå felt viser statens afgiftindtægter.

Coase-teoremet, opkaldt efter Nobelprismodtager Ronald Coase, siger, at hvis transaktionsomkostningerne er tilstrækkeligt lave, og ejendomsrettighederne er klart definerede, kan private parter selv forhandle sig frem til en effektiv løsning på problemer med eksterne virkninger, uafhængigt af hvem der oprindeligt ejer retten.

Nøglepunkter i Coase-teoremet:

• Klare ejendomsrettigheder: Det skal være tydeligt, hvem der har retten til at gøre noget (f.eks. forurene eller kræve ren luft).
• Lave transaktionsomkostninger: Omkostningerne ved at forhandle og håndhæve en aftale skal være minimale (f.eks. få involverede parter, nem kommunikation).
• Effektiv løsning: Parterne vil forhandle sig frem til den mest effektive løsning, der maksimerer den samlede velfærd, uanset den oprindelige tildeling af rettigheder.

Eksempeler

Goder kan klassificeres ud fra to centrale dimensioner: ekskluderbarhed og rivalisering. Disse dimensioner afgør, hvordan goder bedst kan leveres og finansieres, og hvilke markedsfejl der potentielt kan opstå. Ved at forstå disse fire godetyper – private goder, klubgoder, fællesgoder og kollektive goder – kan vi bedre analysere deres økonomiske karakteristika og den rolle, staten eller private aktører spiller i deres levering.

Karakteristika og dimensioner:

• Ekskluderbarhed: Refererer til, om det er muligt at forhindre folk i at forbruge et gode, hvis de ikke betaler for det. Hvis det er nemt at udelukke ikke-betalere (f.eks. ved at opkræve en pris), er godet ekskluderbart. Hvis det er svært eller umuligt (f.eks. ren luft), er godet ikke-ekskluderbart.
• Rivalisering: Beskriver, om én persons forbrug af et gode reducerer en andens mulighed for at forbruge det samme gode. Hvis forbruget af godet "bruger det op" (f.eks. et æble), er det rivaliserende. Hvis mange kan nyde godet samtidigt uden at mindske andres nytte (f.eks. en tv-udsendelse), er det ikke-rivaliserende.

Baseret på disse to dimensioner kan goder inddeles i fire hovedtyper, som hver især har forskellige implikationer for markedets funktion og behovet for offentlig indgriben:

1. Private goder: Både ekskluderbare og rivaliserende.
   • Definition: En persons forbrug forhindrer en anden i at forbruge det samme gode, og det er muligt at udelukke ikke-betalere.
   • Eksempler: Mad, tøj, biler, private huse.
   • Markedsrolle: Disse goder leveres effektivt af private markeder, da priser kan bruges til at allokere dem.
2. Klubgoder (eller betalingsgoder): Ekskluderbare, men ikke-rivaliserende.
   • Definition: Det er muligt at udelukke ikke-betalere, men én persons forbrug mindsker ikke en andens mulighed for at forbruge godet (i hvert fald op til et vist punkt).
   • Eksempler: Streaming-tjenester, fitnesscentre, softwarelicenser, private golfbaner.
   • Markedsrolle: Disse goder kan ofte leveres af private virksomheder, der opkræver et gebyr for adgang. Risiko for overbelægning ved for mange brugere.
3. Fællesgoder (Common-pool resources): Rivaliserende, men ikke-ekskluderende.
   • Definition: En persons forbrug mindsker en andens mulighed for at forbruge det, men det er svært eller umuligt at udelukke ikke-betalere.
   • Eksempler: Fiskebestande i havet, grundvand, uberørte skove, befærdede veje.
   • Problem: Lider ofte under at overforbrug af ressourcer fører til udtømning af ressourcen, da ingen har incitament til at bevare den.
4. Kollektive goder (Public goods): Ikke-ekskluderende og ikke-rivaliserende.
   • Definition: En persons forbrug påvirker ikke andres forbrug, og det er umuligt at udelukke ikke-betalere.
   • Eksempler: Nationalt forsvar, gadebelysning, fyrtårne, grundforskning, diger, parker.
   • Problem: Lider under at folk kan drage fordel af godet uden at bidrage til dets produktion, hvilket ofte kræver offentlig finansiering og levering.

Oversigt over godetyper:

Maksimalpriser:

• Definition: En lovbestemt øvre grænse for prisen på et gode.
• Virkning: Hvis maksimalprisen er sat under ligevægtsprisen, fører det til efterspørgselsoverskud (mangel) og potentielt sorte markeder.
• Formål: Beskytte forbrugere mod høje priser (f.eks. huslejekontrol i visse byer, medicinpriser).

Eksempler på Maksimalpriser

Figur 7.4: Virkning af maksimalpris. Figuren illustrerer effekten af en maksimalpris sat af staten på 80 kr. Prisen er fastsat under ligevægtsprisen på 120 kr. Dette fører til et efterspørgselsoverskud (varemangel) på 80 stk. (120 - 40). da den udbudte mængde X er 40 stk. og den efterspurgte mængde er 120 stk.
Dødvægtstab (gråt område) viser tab af samfundsmæssig velfærd på 1.600 kr. i forhold til et effektivt ureguleret marked med pris på 120 kr og afsætning på 80 stk.

Minimalpriser:

• Definition: En lovbestemt nedre grænse for prisen på et gode.
• Virkning: Hvis minimalprisen er sat over ligevægtsprisen, fører det til udbudsoverskud (overskudslager).
• Formål: Sikre en minimumsindkomst for producenter (f.eks. mindsteløn, landbrugsstøtte).

Eksempler på Minimalpriser

Figur 7.5: Virkning af minimalpris. Figuren viser effekten af en garanteret minimalpris på 160 kr. Minimalprisen medfører et udbudsoverskud på 80 stk. (120 - 40), da den udbudte mængde er 120 stk. og den mængde forbrugerne efterspørger kun er 40 stk.
Staten må her støtteopkøbe overskydende produktion til minimalprisen på 160 kr. Denne løsning er meget dyr for staten som her må betale 12.800,- kr. svarende til det lilla areal.
Dødvægtstab (gråt område) viser tab af samfundsmæssig velfærd på 1.600 kr. i forhold til et effektivt ureguleret marked med pris på 120 kr og afsætning på 80 stk.

EU's Fælles Landbrugspolitik (CAP - Common Agricultural Policy) har historisk haft en stor indflydelse på landbrugsmarkederne i Europa. Fra et mikroøkonomisk perspektiv kan CAP's hovedlinjer analyseres ud fra dens virkninger på udbud, efterspørgsel, priser og velfærd.

Historiske hovedlinjer (før reform):

• Prisstøtte og opkøb: EU garanterede høje priser for landbrugsprodukter og opkøbte overskud. Dette førte til overproduktion og "smørbjerge" og "vinsøer".
• Importafgifter: Beskyttede europæisk landbrug mod billigere import.
• Eksportsubsidier: Støttede eksport af europæiske produkter på verdensmarkedet.

Mikroøkonomisk effekt: Disse tiltag skabte kunstigt høje priser, et udbudsoverskud og et dødvægtstab for samfundet. Forbrugerne betalte mere, og ressourcer blev allokeret ineffektivt til landbrugssektoren.

Moderne hovedlinjer (efter reform):

• Direkte støtte (indkomststøtte): Betalinger direkte til landmænd, der er koblet fra produktionen (decoupled payments). Formål er at stabilisere landmændenes indkomst uden at forvride produktionen.
• Miljø- og klimaforanstaltninger: Støtte til landmænd for at implementere mere bæredygtige landbrugsmetoder.
• Udvikling af landdistrikter: Investeringer i infrastruktur, diversificering og beskæftigelse i landområder.

Mikroøkonomisk effekt: Den moderne politik sigter mod at reducere markedforvridninger, mindske overproduktion og fremme bæredygtighed. Direkte indkomststøtte påvirker ikke udbudskurven direkte, men kan stadig påvirke landmændenes valg på lang sigt. Miljøstøtten adresserer positive eksterne virkninger.

Klimapolitik handler om at adressere de negative eksterne virkninger af udledning af drivhusgasser. Fra et mikroøkonomisk perspektiv anvendes en række instrumenter for at internalisere disse eksternaliteter og drive markedet mod en mere samfundsmæssig optimal løsning.

Nøgleinstrumenter:

• CO2-afgifter: En afgift på udledning af CO2. Øger omkostningerne ved forurenende aktiviteter og skaber incitament til at reducere udledningen.
• Kvoter (ETS - Emissions Trading System): Sætter et loft over den samlede udledning og tildeler virksomheder kvoter, som kan handles. Dette skaber en pris på CO2 og giver fleksibilitet for virksomheder til at reducere der, hvor det er billigst.
• Subsidier til grøn teknologi: Økonomisk støtte til udvikling og implementering af vedvarende energikilder og energieffektive teknologier. Dette adresserer positive eksterne virkninger ved innovation.
• Regulering og standarder: Lovkrav til energieffektivitet i bygninger, biler osv. (f.eks. krav til isolering, Euro-normer for biler).

Mikroøkonomisk perspektiv:

• Internalisering af eksternaliteter: Afgifter og kvoter prissætter forurening, så virksomheder og forbrugere internaliserer de sociale omkostninger. Dette skifter udbudskurven (for forurenende produktion) eller efterspørgselskurven (for forbrug af forurenende goder) og bevæger markedet mod et mere effektivt punkt.
• Incitament til innovation: En pris på CO2 skaber et stærkt incitament til at investere i grønne løsninger og teknologi.
• Fordelingsvirkninger: Klimapolitik kan have fordelingsmæssige konsekvenser, da afgifter kan ramme lavindkomstgrupper hårdere. Dette kan adresseres med kompenserende tiltag.

Det danske boligmarked er komplekst og påvirkes af mange faktorer, herunder økonomisk vækst, renteniveauer, demografi, skattelovgivning og offentlig regulering. Det opdeles typisk i ejerboligmarkedet, lejeboligmarkedet og andelsboligmarkedet.

Hvordan har fordelingen af boligtyper udviklet sig?

Fordelingen mellem ejerboliger, lejeboliger og andelsboliger har ændret sig over tid, ofte som følge af ændringer i økonomiske forhold og boligpolitik. Generelt er ejerboliger den dominerende boligform i Danmark, men lejeboliger og andelsboliger spiller også vigtige roller, især i byområder.

Hvordan har boligudgifterne udviklet sig?

Boligudgifterne har generelt været stigende, især i større byer, drevet af stigende ejendomspriser og i perioder højere renter. Dog har lav inflation og rentefald i længere perioder også dæmpet den relative udgift for nogle boligejere. Udgifter inkluderer realkreditlån, ejendomsskatter, forbrugsudgifter og vedligeholdelse.

Udviklingen i priserne på ejerboliger de seneste 15 år.

Priserne på ejerboliger i Danmark har gennemgået betydelige op- og nedture de seneste 15 år. Efter et kraftigt prisfald under finanskrisen (2008-2012) er priserne generelt steget markant igen, især i de største byer og attraktive områder. Regionale forskelle er dog store.

Hvordan foregår prisdannelsen på ejerboliger på kort sigt og på lang sigt?

Prisdannelsen på ejerboliger adskiller sig markant på kort og lang sigt, primært på grund af udbuddets elasticitet og de underliggende økonomiske faktorer.

Kort sigt: Inelastisk udbud og forventninger

• Udbud: På kort sigt er udbuddet af ejerboliger meget inelastisk. Det tager tid at bygge nye boliger, og det eksisterende udbud kan kun ændres marginalt.
• Efterspørgsel: Efterspørgslen påvirkes stærkt af renter, indkomst, forbrugertillid og forventninger til fremtidige prisstigninger.
• Prisvolatilitet: En lille ændring i efterspørgslen kan føre til store prisudsving, da udbuddet ikke kan tilpasse sig hurtigt. Spekulative bobler kan opstå.

Lang sigt: Elastisk udbud og fundamentale faktorer

• Udbud: På lang sigt bliver udbuddet mere elastisk, da byggeaktiviteten kan tilpasses ændringer i efterspørgslen.
• Efterspørgsel: Efterspørgslen påvirkes af befolkningstilvækst, urbanisering, realindkomster og permanent indkomst.
• Prisstabilitet: Priserne tenderer mod at afspejle de fundamentale økonomiske faktorer (byggepriser, jordpriser, langsigtet rente).

Figur 7.6: Prisdannelse på ejerboliger - Kort sigt.
Figuren illustrerer prisdannelsen på ejerboliger på kort sigt hvor udbuddet rød kurve er inelastisk dvs. udbuddet er kan ikke tilpasses på kort sigt. På kort sigt kan efterspørgselsændringer føre til store prisudsving på grund af det faste udbud her er ligevægtsprisen Pris1.

---

Figur 7.7: Prisdannelse på ejerboliger - Kort sigt ved en rentesænkning. Hvis renten falder bliver det billigere at låne penge til at købe bolig så vil efterspørgslen E grønne kurver stige, E forskydes til højre og prisen vil stige fra Pris 1 til Pris 2.

---

Figur 7.8: Prisdannelse på ejerboliger - langt sigt ved en rentesænkning. Hvis renten falder bliver det billigere at låne penge til at købe bolig så vil efterspørgslen E grønne kurver stige, E forskydes til højre og prisen vil stige fra P1 til P2 på kort sigt. Nu er prisen steget så vil udbuddet U lang sigt stige, så den røde lodrette kurve vil forskydes til højre, og prisen vil stabiliseres på Pris 3.

Hvordan foregår prisdannelsen på lejeboliger?

Prisdannelsen på lejeboliger er ofte mere reguleret end ejerboligmarkedet, men følger stadig grundlæggende principper for udbud og efterspørgsel, suppleret med lovgivning.

• Udbud: Påvirkes af byggeaktivitet (nye udlejningsejendomme), omdannelse af ejerboliger til udlejning og vice versa. Udbuddet er mere elastisk på lang sigt.
• Efterspørgsel: Drevet af befolkningstilvækst, urbanisering (især unge, studerende), husstandsopdeling og adgang til ejerboligmarkedet.
• Regulering: Huslejeloven spiller en central rolle i Danmark, med regler for fastsættelse af husleje i eksisterende og nye lejemål. Dette kan påvirke markedsligevægten og føre til efterspørgselsoverskud i attraktive områder.
• Segmentering: Lejeboligmarkedet er ofte segmenteret (almennyttige boliger, private udlejningsboliger, ungdomsboliger), hver med forskellige pris- og udbudsforhold.

Figur 7.9: Prisdannelse på lejeboliger - kort sigt. Figuren viser prisdannelsen på lejeboliger på kort sigt. Efterspørgselskurven (grøn) og den lodrette udbudskurve på kort sigt (rød) skærer hinanden i den blå prik. På figuren er udbudskurven på langt sigt indtegnet, dette er den skrå røde kurve, udbuddet kan stige over tid ved opførelse af nye lejeboliger, samt konvertering af andre boligtyper til lejeboliger.

---

Figur 7.10: Prisdannelse på lejeboliger - lang sigt ved tilskud til lejerne. Figuren viser prisdannelsen på lejeboliger på lang sigt. Hvis staten yder tilskud til lejerne, så vil efterspørgslen E grøn kurve stige, E forskydes til højre og prisen vil stige fra Pris 1 blå prik til Pris 2 rød prik på kort sigt. Nu er lejen der betales steget, staten yder tilskud til lejerne så udlejerne får mere ind i leje. De høje lejepriser gør nybyggeri rentabelt, så udbuddet U lang sigt stiger, så den røde lodrette kurve vil forskydes til højre, og prisen vil stabiliseres på Pris 3 grøn prik på lang sigt.

---

Hvordan er den offentlige regulering af boligmarkedet?

Den offentlige regulering af boligmarkedet i Danmark er omfattende og har til formål at sikre boliger til alle, påvirke prisudviklingen og fremme social balance.

• Huslejeloven: Regulerer huslejeniveauet i lejemål, især for ældre ejendomme, for at beskytte lejere. Nye lejemål har ofte mere fri prisfastsættelse.
• Boligstøtte: Økonomisk tilskud til husstande med lave indkomster for at hjælpe med boligudgifter.
• Bygningsreglementer og planlov: Styrer byggeaktivitet, bygningsstandarder og arealanvendelse, hvilket påvirker udbuddet af boliger.
• Ejendomsvurderinger og skatter: Vurdering af ejendomsværdier og beskatning heraf (ejendomsværdiskat, grundskyld) påvirker incitamenter til at eje bolig.
• Realkreditsystemet: Et stærkt reguleret system, der sikrer stabile og billige lån til boligkøb.
• Almennyttigt boligbyggeri: Støtte til opførelse af almene boliger for at sikre boliger til mere socialt udsatte grupper.

Reguleringen er ofte et kompromis mellem markedseffektivitet og fordelingspolitiske hensyn. Mens nogle reguleringer kan skabe ineffektivitet (f.eks. huslejekontrol der reducerer udbuddet), har de ofte et socialt formål.

Inden for økonomi og finans er begreberne "risiko" og "usikkerhed" ofte brugt synonymt i daglig tale, men de har en distinkt mikroøkonomisk forskel, som blev populariseret af Frank Knight i 1921.

Risiko:

• Definition: En situation, hvor de mulige udfald er kendte, og sandsynligheden for hvert udfald kan kvantificeres (objektivt eller subjektivt).
• Målbar: Risiko kan måles og ofte forsikres mod (f.eks. sandsynlighed for sygdom, sandsynlighed for tab på en investering baseret på historiske data).
• Eksempler:
  • En investering med en kendt sandsynlighedsfordeling for afkast.
  • Spil med terninger eller roulette, hvor sandsynlighederne er kendte.

Usikkerhed (Knightian uncertainty):

• Definition: En situation, hvor de mulige udfald enten er ukendte, eller hvor sandsynligheden for de kendte udfald ikke kan kvantificeres.
• Ikke-målbar: Usikkerhed er umulig at beregne sandsynligheden for og kan derfor ikke forsikres mod på samme måde som risiko.
• Eksempler:
  • Introduktionen af en helt ny, disruptiv teknologi, hvor effekten på markedet er uforudsigelig.
  • Politiske begivenheder med ukendte konsekvenser (f.eks. en ny pandemi, et uventet valgresultat).
  • Succesen af en startup med et helt nyt forretningskoncept.

Implikation: Virksomheder og investorer kan håndtere risiko gennem diversificering, forsikring og risikostyring. Usikkerhed er derimod langt sværere at styre og kræver mere fleksibilitet, robusthed og evne til at tilpasse sig uforudsete situationer.

Afkast og risiko i aktiemarkedet:

I aktiemarkedet er der en fundamental sammenhæng mellem afkast og risiko: Højere forventet afkast er typisk forbundet med højere risiko. Dette er et centralt princip inden for finansiel økonomi.

Definitioner:

• Afkast (Return): Den økonomiske gevinst eller tab på en investering over en periode, udtrykt i procent af den oprindelige investering.
• Risiko (Risk): Usikkerheden omkring en investerings fremtidige afkast. Måles ofte med standardafvigelse, som angiver, hvor meget afkastet typisk afviger fra det forventede afkast.

Afvejning mellem afkast og risiko (Risk-Return Trade-off):

Investorer forventer at blive kompenseret for at påtage sig risiko. Derfor vil aktiver med højere risiko typisk kræve et højere forventet afkast for at tiltrække investorer. Omvendt vil aktiver med lav risiko (f.eks. statsobligationer) typisk tilbyde et lavere afkast.

Typer af risiko:

• Systematisk risiko (markedsrisiko): Risiko der påvirker hele markedet (f.eks. økonomisk recession, rentestigninger). Kan ikke elimineres gennem diversificering.
• Usystematisk risiko (virksomhedsspecifik risiko): Risiko der er specifik for en enkelt virksomhed eller branche (f.eks. dårlig ledelse, ny konkurrent). Kan reduceres gennem diversificering af porteføljen.
• Beta (β): Et mål for en akties systematiske risiko i forhold til det samlede marked. En beta på 1 indikerer, at aktien bevæger sig i takt med markedet. En beta over 1 betyder, at aktien er mere volatil end markedet, og en beta under 1 betyder, at den er mindre volatil. Beta er et centralt begreb i Capital Asset Pricing Model (CAPM) til at beregne en forventet afkast på en aktiv.

Investorer forsøger at optimere deres porteføljer ved at finde den bedste kombination af afkast og risiko, ofte ved at diversificere for at mindske den usystematiske risiko og dermed kun påtage sig den systematiske risiko.

Eksempler på afkast og risiko for udvalgte aktier:

Figur 7.19: Efficiensfronten og Porteføljeteori. Figuren illustrerer efficiensfronten (grøn kurve), som repræsenterer den optimale kombination af risiko og afkast. Porteføljer under fronten er ineffektive, og porteføljer over fronten er uopnåelige. Den stiplede sorte linje viser ineffektive porteføljer med lavere afkast for et givet risikoniveau. De blå punkter repræsenterer porteføljer eller individuelle aktiver. Det røde punkt repræsenterer den minimale varians portefølje, dvs. den porteføljen med den laveste risiko.

Implikationer for investorer:

I et effektivt marked er det svært at "slå markedet" konsekvent. For de fleste investorer betyder dette, at en passiv investeringsstrategi ofte er den bedste tilgang, da forsøg på at finde under- eller overvurderede aktier sjældent vil lykkes efter omkostninger. En passiv investeringsstrategi fokuserer på at matche markedsafkastet frem for at forsøge at overgå det. De mest almindelige former for passive investeringer inkluderer:

• Indeksfonde: Dette er investeringsfonde, der har til formål at replikere præstationen af et bestemt markedsindeks, som f.eks. C25-indekset eller S&P 500. De holder de samme værdipapirer og i samme proportioner som indekset, hvilket minimerer behovet for aktiv forvaltning og holder omkostningerne nede.
• Børshandlede fonde (ETF'er): Ligesom indeksfonde følger ETF'er ofte et bestemt indeks, men de handles som aktier på en børs gennem dagen. Dette giver investorer fleksibilitet til at købe og sælge dem løbende til markedspris. ETF'er kan også dække en bred vifte af aktiver udover aktier, herunder obligationer, råvarer og ejendomme.
• Investeringsforeninger: Disse er professionelt forvaltede fonde, der samler penge fra mange investorer for at investere i en diversificeret portefølje af værdipapirer. Selvom mange investeringsforeninger er aktivt forvaltede, findes der også passivt forvaltede investeringsforeninger, der følger en indeksstrategi. Deres primære fordel er diversifikation og professionel forvaltning, dog ofte med højere omkostninger end rene indeksfonde eller ETF'er.

Ved at vælge disse strategier accepterer investoren markedsafkastet, men undgår samtidig de omkostninger og den risiko, der er forbundet med at forsøge at vælge individuelle aktier eller aktivt forvaltede fonde, som sjældent overgår markedet over tid efter omkostninger.